Det er lige gået op for mig, at jeg så småt er begyndt at springe folks tweets på 140 tegn over, fordi de er for lange. Da Twitter var ved at slå igennem talte alle om, hvor svært det var at udtrykke sig med kun 140 tegn. Men vi tilpasser os de nye medier – det har vi alle dage gjort. Og i dag er 140 tegn altså lige i overkanten og jeg bliver decideret småirriteret, når folk frådser og sender mig en 160-tegns sms i romanstørrelse. Faktisk tager jeg mig af og til i at ønske, at en ven eller medarbejders historie blev fortalt i twitter-form.

Vores opmærksomhedsspændvidde (et ord, der i øvrigt ikke er særligt twitter-venligt) krymper dagligt. Fra, at vi tilbage i 1860erne kunne kapere tunge værker af Charles Dickens, er vi nu gradvist vænnet til, at hvis ikke det varer max 17 sekunder på YouTube, så står vi af.

Allerede tilbage i 1971 kunne økonomen Herbert Simon se, at det stigende informationsbombardement ville medføre knaphed på noget andet, nemlig vores opmærksomhed. Han døbte fænomenet opmærksomhedsøkonomi og for hver ny Facebook, Twitter og YouTube, der opstår, bliver begrebet kun mere relevant at forholde sig til. Traditionelle medier har altid kæmpet om vores opmærksomhed. Men hvor radio, tv og aviser er tilfredse med, at vi konsumerer og iagttager, kræver de nye, sociale medier mere: de vil have engagement, indlevelse og deltagelse. Det er ikke så sært, at nogle forskere ligefrem taler om, at opmærksomhed bliver fremtidens møntfod, som vi forbrugere kan sælge på lige fod med vores arbejdskraft.

I takt med, at vores opmærksomhedsspændvidde krymper, må de nye medier og teknologier nødvendigvis være endnu mere spidsfindige og raffinerede. Mange designere og udviklere er blevet så talentfulde og dygtige, at de kan skabe interfaces, oplevelsesdesign og deltagelsesincitamenter, der er så dragende, ja ligefrem forførende, at vi ikke kan lade være med at bruge dem.

Udfordringen med de mange nye sociale teknologier er, at de kræver langt mere opmærksomhed end tidligere. Vi skal indgå så mange relationer som overhovedet muligt OG de skal konstant fornyes og forstærkes for at bevare værdien. Det er hårdt arbejde. Tag bare Facebook, hvor vi danskere i snit bruger 15 minutter om dagen. Det svarer ca. til 1,5 arbejdsuge om året, hvor vi opbygger og vedligeholder vores online relationer. Og den slags tjenester vil vi se rigtigt mange af, i årene der kommer.

Skyggesiden ved medieudbuddet og informationsbombardementet er det, som psykolog og tidligere vice president hos Microsoft, Linda Stone, kalder “continuous partial attention”, som handler om, at vi i stigende grad kun er delvist opmærksomme. Vi har et behov for at være live og “på” i realtime. Vi scanner omverdenen for muligheder og optimerer os hele tiden så vi hører og prøver det nyeste først. Vi er always-on, anywhere, anytime.

Nu kan det lyde som om, at jeg er social mediofobisk anlagt. Det er jeg ikke. Tværtimod. Jeg er heavy-user, early-adopter og nyder det. Jeg tror fremtidens virksomheder bygges i og rundt omkring de sociale netværk og relationerne.

Men der hvor problemet opstår er, at stort set ingen uddannelsesinstitutioner, virksomheder og organisationer tager opmærksomhedsøkonomien alvorligt. De færreste klæder medarbejderne ordentligt på til at bruge de sociale teknologier på en produktiv og konstruktiv måde. De færreste skaber retningslinier og overvejer, hvordan de nye muligheder kan indbygges i organisationens daglige drift, så medarbejderne med god samvittighed både kan bruge de sociale værktøjer, men også lade være med at bruge dem.

En af fremtidens store udfordringer er altså at lære at bruge de nye medier uden at koncentrationsevnen, fordybelsen og opmærksomhedsspændvidden forsvinder. Kald det digital dannelse, coaching eller filtre – men nødvendigt, det er det.

Og nu må du have mig undskyldt. Jeg skal lige tweete, at den her artikel er færdig.

(blogindlægget blev oprindeligt skrevet til MediaWatch, den 17/11/09)