ScooterTV – et brugerdrevet projekt om scooterkørere
Det er altid rart, når ens arbejde bliver vist frem som noget positivt. TV Avisen fangede for et par måneder siden vore projekt ScooterTV.dk, som vi laver i tæt samarbejde med Rådet for Sikker Trafik. I dag har det fået yderligere et par overskrifter rundt omkring i medierne, og det i alt fra Randers Amtsavis over BT og Berlingeren til Ekstra Bladet og Stiften. TV Avisens indslag så i øvrigt sådan ud, foran og bagved kameraet.
Men hvad var ideen bag projektet så? Jo, det var at forsøge at møde unge scooterkørere på en nye måde, på deres vilkår. I stedet for at møde dem gennem skoler og undervisningsmateriale ville vi imødekomme dem online – der hvor de allerede er.
For at finde ud af præcis hvor de færdes, benyttede vi os at den metode, som hedder netnografi, atlså etnografi på nettet. Vi iagttog, undersøgte og opsøgte online scooter-communities i Danmark for at lære, hvem scooterfolket er. Vi lærte blandt andet, at det var vigtigt ikke at tale ”ovenfra og ned”.
Næste del af projektet bestod derfor af en rekrutteringsfase, hvori vi søgte en ung scootervært. Han (eller hun) skulle brænde for scooteri, men også være i stand til at hæve sit eget abstraktionsniveau nok til at se tingene fra Rådets vegne.
Valget faldt på Sebastian fra Aabenraa, som udover scooterinteressen også forstod sig lidt på projektets journalistiske vinkel. Han har nu brugt de sidste 4 måneder på at lave videoindhold og vedligeholde en Facebook-gruppe dedikeret til kommunikation med målgruppen. Du har måske allerede mødt ham oppe i TV Avisens indslag, ellers kan du se hans hans introduktionsvideo fra første dag på jobbet her.
En vigtig del af projektet har været opkvalificering af både Rådet for Sikker Trafik samt Sebastian selv. Facebook og Youtube har begge implicitte spilleregler, som man gør klogt i at følge, men de tilbyder også nye måder at interagere med en gruppe på. Det var netop det, vi ønskede at fremhæve med den særdeles brugerdrevne proces, som det har været.
Maria talte for nylig om at designe et forløb til digital deltagelse, et oplæg som du kan se herunder. Her får man et indblik i de tanker, der lægger bag konceptet.
I den forgangne weekend har vi haft fornøjelsen af at være på ”scootertræf” i Asserballe på Als sammen med Sebastian. Hvad der kom ud af det – ja, det kan du se på Facebook og ScooterTV.dk inden længe.