Internettet ser virkeligheden i øjnene
Her på falderebet er jeg tilbøjelig til at mene, at året har været én lang optakt til klimatopmødet. Det endte vist med lidt af fuser, men billederne af køerne foran Bellacenteret, embedsmænd i jakkesæt, der er faldet i søvn på gulvet og af despoter som Robert Mugabe, som pludselig har frit lejde i København, er for mig også et skræmmende udtryk for, hvor svært det er at navigere kloden. Det er tvivlsomt om politikerne evner at redde kloden; opgaven bliver overladt til os selv – og her tror jeg IT og sociale medier kommer til at spille en stor rolle. Det vender jeg tilbage i det nye år!
Som en lille brik i klimaspillet har jeg i det forgangne år bidraget til etableringen af en national strategi for grøn IT, jeg har også deltaget i SEAS-NVEs Målerjagten og bestræbt mig på at minimere elforbruget, men det er alt.
I stedet har fokus ligget i spændingsfeltet mellem sociale medier, kollektiv intelligens i ”skyen” og udnyttelsen af forskellige sensorer til dels at organisere opbygningen af intelligensen, dels til at stille den til rådighed i den rigtige kontekst.
På Seismonaut prøver vi at bygge principperne ind i en applikation for kollektiv udfoldelse af kreativitet, som vi tager i brug i starten af det nye år. Mere om den om kort tid. På ACTIVE institute har vi arbejdet med at kombinere GPS, videostreaming og kollektiv intelligens i forsøg med at formidle sport på helt nye måder – arbejde som vi fortsætter frem mod U21 EM-slutrunden i fodbold som afvikles i Midtjylland i 2011. Det bliver en hård konkurrent til traditionel TV-dækning.
Undervejs i arbejdet stødte jeg på en spændende case; Tomtom som producerer GPS applikationer, har lavet en vejviser, hvor køretiden fra A til B beregnes, ikke ud fra afstand og tilladte hastigheder, men ud fra logging af tusindvis af andre bilister, der har kørt samme rute på samme ugedag, samme tidspunkt. GPS’en lærer altså med tiden ud fra bilisters kollektive erfaring. Så hvis du skal nå en færge, kan du se om det i praksis er realistisk – grøn IT, der sparer både CO2 og frustrationer i køer med andre bilister, der heller ikke når færgen. Smart, ikke?
Intelligensen og læreprocessen ikke ligger din GPS, men ude i skyen, ude på internettet. Det er ikke dig eller din enhed, der er blevet klogere, men os alle sammen i fællesskab. I princippet tilgængelig for alle; det er en fascinerende tanke.
Deri ligger 2010. I intelligente applikationer, der bliver klogere i kraft af opsamlet kollektiv intelligens og i kraft af sensorer, der binder nettet og virkeligheden sammen; bilisternes GPS’er, løbernes pulsmålere, vores mobiltelefoners mikrofoner og kameraer o.s.v. – koblet til nettet. Tim O’Reilly har døbt udviklingen Websquared (web i anden potens…) med undertitlen web meets world, altså noget i retning af web i virkeligheden. Ikke særligt mundret, men tæt på sandheden. Et godt eksempel på en applikation er Layar; her er tale om en turistguide som fungerer ved, at man eksempelvis fotograferer en bygning med mobiltelefonens kamera, uploader det til Layar’s internetserver, som foretager billedgenkendelse af motivet og returnerer relevante informationer om bygningen man står foran. Jo flere der bruger tjenesten, jo bedre bliver billedgenkendelsen med tiden. Det er indenfor denne type af services, jeg tror, at vi vil se radikal innovation i 2010. Godt nytår til jer alle indtil da!