Hvor meget CO2 man egentlig fylde i et plastikglas?

Hvor meget CO2 man egentlig fylde i et plastikglas?

Body

Sidste sommer var der i en af landets gratis aviser en historie, som i grunden slet ikke fik den opmærksomhed, indholdet lagde op til. Historien gik på at Air France i erkendelse af rollen som masseproducent af CO2 og andre drivhusgasser havde besluttet at ville gøre noget ved sagen. For at nedbringe flyenes last – og deraf følgende CO2-produktion – havde flyselskabet besluttet at introducere nye, tyndere plastikglas.

»Den høje oliepris er et stort incitament for en miljøvenlig indsats,« siger direktør for Air France, Jean-Cyril Spinetta i artiklen, som videre fortæller, at flyselskabet netop har ”lanceret et plastickrus, der er 3,5 gram lettere end det foregående. Den mindre vægt betyder, at flyet skal bruge mindre brændstof, og ifølge Air France fører det til, at flyselskabet udleder 209 millioner ton CO2 mindre om året.”

Min første tanke var, at der måtte skulle indregnes et enormt forbrug af plastikglas, før det tynde plast kunne kompensere for den forøgede vægt, der skyldes den eksplosive vækst i absurd overvægtige blandt de flyrejsende.

Så kiggede jeg lidt på tallene igen; 209 millioner tons CO2.  Det er godt nok meget. Mere end 40 gange så meget som det samlede resultat af den danske ”1 ton mindre”-kampagne. Det slog mig, at vi i stedet for at slås med det individuelle mål på 1 ton mindre CO2, måske ville få væsentlig mere ud af at opfordre SAS til at bruge de samme tynde glas.

Well, jeg gætter på, at det ikke er så enkelt. Det kan ikke passe – det med de 209 millioner tons. Formodentlig har journalisten eller Air France’s marketingsafdeling fået sat lidt for mange nuller på.
Det er imidlertid ikke min pointe. Pointen er, at ingen reagerede – på trods af det sensationelle i budskabet. Den larmende tavshed skyldtes – er mit gæt – at ingen kan forholde sig til den slags angivelser af CO2. Det er varm luft i ordet bogstaveligste forstand, usynligt og derfor meningsløst.

I anden klimapublikation læste jeg for nylig, at ”en flyvetur fra København til London (tur/retur) udleder 300 kg CO2 per person”. And so what? Ved lidt hurtig regning (jeg gennemgår gerne renestykket på opfordring…) kan tallet tolkes i retning af 0,1% af gennemsnitsdanskerens årlige CO2 produktion stammer fra flyrejser til og fra London. Bliver du klogere og mere klimabevidst af at få det at vide? Jeg gør ikke!

Min frygt er, at vi – hvis vi fortsat bombarderes med klimafaktuelle meningsløsheder – bliver grebet af en måske katastrofalt lede ved og ligegyldighed overfor klimadebatten.

Jeg vil ikke påstå, at jeg sidder inde med løsningen. Ideelt set blev CO2 produktionen omregnet i temperaturstigning; ”du har nu spist et antal frikadeller, der vil betyde en global temperaturstigning på xxx grader”. Problemet er jo bare, at det tal dels er enormt usikkert, fordi vi ikke helt forstår den præcise sammenhæng mellem CO2 og temperatur, dels at tallet for så vidt det kunne beregnes ville være meningsløst lille, hvis det relateres til enkeltpersoners adfærd. Måske skulle man i stedet kommunikere i mere relative angivelse – % af aktuel global CO2 produktion, % af aftalt global reduktion. Her er problemet så, at den sidste angivelse forudsætter et politisk enighed, som lige nu synes urealistisk.

Jeg tror, at det haster med at finde en forståelig måde at kommunikere klimaudfordringen på, ellers forsvinder vores opmærksomhed. Jeg er i den forbindelse stødt på en dansk virksomhed, som arbejder med udvikling af platforme til kommunikation af energiforbrug. Interessant nok har virksomheden valgt navnet keepfocus – og lige præcis dét bliver afgørende fremover.

Add remarks
Please be nice.
(required)
Will be hidden from the public (required)