Hvad har fodboldspillere, jobcentermedarbejdere og scooterdrenge til fælles?
Alle tre målgrupper har haft besøg af min kollega Peter og mig i forbindelse med brugercentrerede innovationsprojekter dette efterår. Gennem de seneste måneder har jeg besøgt omklædningsrum hos seriefodboldspillere i Hinnerup, studeret hverdagen for medarbejdere på et Jobcenter i Odsherred og været på Burger King med scooterdrenge fra Kolding. Alt sammen, sammen med min kollega Peter – og som en del projekterne på Seismonaut.
For et halvt år siden havde jeg ikke forestillet mig at få indblik i verdener så forskellige fra min egen. Men alle steder er vi blevet mødt af inspirerende mennesker og vi er blevet smittet af deres engagement.
På Seismonaut arbejder vi med innovation og konceptudvikling med særligt fokus på nye og sociale medier. Det er en branche i vækst, og det er både spændende og fantastisk fascinerende at være med blandt frontløberne. For potentialet er stort, når vi forstår at anvende den nye teknologi. Men hvordan designer vi teknologi, så det giver mening i menneskers hverdag? Hvordan rammer vi plet? Hvordan sikrer vi, at teknologien faktisk gør en positiv forskel? Det er den slags spørgsmål, der er omdrejningspunkt for vores arbejde, og når vi arbejder med nye koncepter og løsninger, som involverer brugen af sociale medier, er det afgørende, at vi kommer ud og møder folk.
Der var engang man var bange for, at computere og internet ville betyde, at vi som mennesker ville miste den virkelige kontakt med hinanden. Men når man ser på brugen af sociale medier virker det oplagt, at det ikke er tilfældet. Vores liv er socialt og ofte ses det, at de digitale tiltag støtter og udvider den i forvejen eksisterende relation, der er mellem mennesker.
Formålet er at opbygge en empati og forståelse for de mennesker, vi designer til, hvad enten det handler om scooterdrenge i 9. klasse eller fodboldspillere i Midtjylland. Man kan kalde det brugerdrevet innovation, anvendt etnografi eller participatory design – det er sådan set ligegyldigt. Det vigtigste er at vi tager udgangspunkt i brugeren, kunden, medarbejderen – mennesket.
Jeg glæder mig til at se hvilke verdener, jeg får mulighed for at dykke ned i og hvilke mennesker jeg kommer til at møde i det kommende år. Hvem ved – måske venter der et brugerstudie i Dansk Julemands Laug…