Faeces
“Pelle fylder eet år – morfar siger tillykke!!!”
F…, tænkte jeg. Sidst vi så hinanden, var dit fjæs fyldt med bumser og du lugtede af sved, der endnu ikke havde hørt om en deodorant. Og nu er du altså bedstefar – og føler en ubændig trang til at dele den detaljeorienterede begejstring med mig og de 178 andre venner, du angiveligt har.
MIn korttidshukommelse er simpelthen for underdimensioneret til at håndtere de informationer, som Pelle’s morfar via Facebook forsøger at berige mit liv med. Jeg må vælge det der virkelig betyder noget i mit liv og erkende, at mit mentale overskud rækker ikke til at omfatte Pelle og hans morfar.
Til Pelle’s morfar’s forsvar skal det siges, at det ikke er ham, der bombarderede mig med røde digitale vingummibamser, det var heller ikke Pelle’s morfar, der synes, at det var enormt vigtigt at fortælle mig, at mit udseende havde vundet – i en sammenligning med Bart Simpson. Han forsøgte heller ikke at få min støtte til “Museum for kommunismens ugerninger”. Og endelig var det heller ikke Pelle’s morfar, der inviterede mig til at blive fan af “Stella Artois” . Så god er den øl altså ikke, men det siger alt, at samme person også inviterede mig til at blive fan af “Canon”… Jeg har spildt ret meget tid en lang liste af tilsvarende ligegyldigheder.
Sidst jeg så Pelle’s morfar, gik han vildt meget op i at tune knallerter. Vi havde ikke ret meget at snakke med hinanden om, idet mine forældre insisterede på, at jeg skulle køre på cykel. Efter sidste skoledag (og det faktum, at tuning af knallerter var et issue i min skoletid, siger vist alt om, hvor lang tid der er gået siden den dag…) var der intet, der knyttede os sammen. Jeg har levet i lykkelig uvidenhed om Pelle’s morfar’s gøren og laden lige siden. Helt oprigtigt talt. Og jeg er ret sikker på, at lykken har været gensidig. Nu er vi imidlertid bragt sammen på Facebook. Ikke at vi er blevet mindre lykkelige af den grund, heldigvis. Men for fanden; hvor er jeg blevet bevidst om, hvor lykkeligt uvidende jeg har været i alle de forgangne år.
Uanset, at Facebook forsøger at facilitere en illussion om det modsatte, har Pelle’s morfar og jeg ikke haft – og får heller ikke – andet til fælles end nogle år i samme klasseværelse. Og i bedste fald spilder vi nu hinandens tid.
Jeg er træt af Facebook; de gode venner, jeg har, vil jeg helst følge udenfor Facebook – og de venner jeg ikke har, har jeg (kald mig bare asocial) ingen trang til at følge – heller ikke på Facebook.
Facebook er en tam efterfølger til fortidens bankohaller. Kommunikationen er den samme. Man slipper så godt nok for den evindelige opremsning af numre, men hvor jeg før kunne være heldig at komme hjem med en halv gris, må jeg nu nøjes med en virtuel vingummibamse. Jeg gider ikke mere, jeg vil være fortid på Facebook.
Men overbevis mig endelig om, at det bare er fordi, jeg er for gammel…
Jeg bliver lidt træt, hver gang jeg hører folk beklage sig over, at de via FaceBook er tvangsindlagt til at følge med i ligegyldige venner-fra-fortiden’s ligegyldige liv.
Jeg er med på, at ikke alle som tilmelder sig FaceBook kan have udarbejdet en effektiv strategi for lige præcis hvad de skal have ud af den tid de bruger på FaceBook. Det havde jeg heller ikke selv. Nogle gange må man ’vove pelsen’ før man finder ud af, hvad man kan få ud af det, man har rodet sig ud i. Og nogle gange må man erkende, at man nok bare har spildt en brøkdel af sit liv, og trække sig igen.
Da jeg glad og småskeptisk jollede ind på FaceBook, havde jeg ingen anelse om, hvad jeg skulle derinde. Men jeg fornemmede, at et eller andet banebrydende skete derinde, så det skulle undersøges! I starten spildte jeg ALT for meget tid på ligegyldige ting. Men samtidig lærte jeg at vælge til og fra. Et halvt års tid og ca. 150 venner-fra-fortid-nutid-og-fremtiden rigere er jeg kommet til den overbevisning, at en FaceBook lignende applikation ville være guld værd på mit arbejde!
Tænk om jeg kunne søge på samtlige ca. 16.000 globale kolleger og få en relativt grundig indsigt i, hvad deres faglige kompetencer og interesser var?! Tænk om jeg kunne få daglige status updates på dem, jeg havde valgt at netværke tættere med i min arbejds-FaceBook og dermed løbende følge med i, hvad de var ved at udvikle i Indien, USA, Rusland og på den anden side af vejen lige nu?! Tænk om globale kolleger ville anbefale folk i deres FaceBook-netværk at kontakte mig, når de opdagede, at jeg og en for mig ukendt kollega sad og nulrede med det samme i hver sin ende af organisationen?!
Hvis jeg ikke havde tumlet hovedløst ind på FaceBook for et halvt års tid siden, ville jeg slet ikke have vidst, at et så systematisk, tilgængeligt og søgbart arkiv over potentielt interessante relationer var muligt – og at en så effektiv opdatering og videndeling på tværs af globale grænser og venners venner var muligt!
Jeg glæder mig rigtig meget til den dag, hvor min arbejdsplads prioriterer at oprette vores egen FaceBook, så vi kan blive en ægte global virksomhed, hvor vi udnytter hinandens kompetencer på tværs af landegrænser, afdelinger og arbejdsfunktioner! Indtil da må vi klare os med de mange uformelle grupper vi allerede har på FaceBook, LinkedIn og øvrige tilgængelige steder på nettet.
Welll Mia, du kalder det i det mindste for en Facebook-lignende applikation, det ideal du forestiller dig. Tanken er spændende og jeg er enig med dig i, at mange virksomheder lider enormt under manglende indsigt i de interne kompetencer. Men jeg tvivler på, at den applikation du efterlyser kommer til at ligne Facebook ret meget. Hvordan er det for eksempel lige , at du på Facebook søger information om, hvad dine, som du siger det, kolleger nulrer med lige nu – hvis det da ikke lige er deres tæer? (Indrømmet, det er muligvis udtryk for min vennekreds, at jeg er blevet holdt orienteret om den slags aktiviteter).
For 10 år siden arbejdede jeg på et projekt med nogle folk fra et stort internationalt konsulenthus. De havde den form for Corporate Intelligence, du efterlyser. Det tog dem 10 minutters søgning over nettet i virksomhedens aktivitetetsdatabase, før de havde opsporet en gruppe kolleger på USA’s vestkyst, der havde nogle kompetencer, som vi stod og manglede – på tværs af de landegrænser, afdelinger og arbejdsfunktioner, du nævner. Det var s’gu smart og enormt effektivt. På ingen måde så sur-socialt som på Facebook, men det er heller ikke nødvendigt.