Eufori i Århus
Som indfødt Århusianer kan man ikke andet end være en lille smule stolt over “byens hold”, der i år har haft den bedste sæsonstart siden 1982
Med AABs sejr over FC Nordsjælland i går er topstriden dog spidset til, og det var således en glad Jeppe Curth som en journalist fra Nordjyske fangede efter kampen: En af vores målsætninger var at komme godt fra start og lige nu er vi et tophold, så det er sjovt. Men det er godt nok en lang turnering, så skal vi ikke lade være med at fejre det hele, som de gør nede i Århus.
Jeppe Curts udtalelse afstedkom en længere debat rundt om på nettet. Dagens bedste indlæg var at finde på bold.dk – her afslører en AGF-fan, der kalder sig Jerikov, at guldforberedelserne skam allerede er godt i gang i Århus. Han skriver således:
Jeg forstår altså ikke at alle AGF´erne gider at svare defensivt på det her hvergang. Hver evig eneste gang bedyrer I, at vi ikke lader den suveræne 1. plads stige os til hovedet. Selvfølgelig gør vi det – og I kan få et indblik her:
Champagnen flyder i floden ved Cafeerne, og på bordene står der kun Guld Tuborg. Aftenskolerne underviser i Champions League terminer, tuba spil af Champions League-hymnen og hvordan man broderer guldstjerner på acryl. På borgermøder diskuteres om Stadion skal huse 70 eller 80.000 tilskuere. Og om den Heli-pad der bygges skal kunne huse 8 eller 10 helikoptere. Luksus hoteller skyder op i et virvar sydover. Herunder også et Journalist-hotel, som huser den måbende verdenspresse. Metroen forventes færdig til næste efterår, og indvies dagen før vores første CL-kamp. Sepp Blatter,Wenger, Beckenbauer og Mourinho har alle købt og bygget villaer på kunstigt anlagt øer ud for Ballehage. Spillerne eskorteres af politi på motorcykler til træning på Fredensvang i limoer med meget mørke ruder. Wimbledons chef-gartner er nu ansat til at pleje træningsbanerne og Communale. Erik Rasmussen har allerede fået opkaldt et torv, et fashionabelt mall og en hjorte-art i Marselis skovene efter sig. Stort set alle gader hedder nu noget med Boulevard eller Avenue, og prægtige statuer af spillerne i guld, sølv og koks pryder boulevarderne. Som i enhver anden storby med internationalt islæt. Lev med det!
Tak til Jerikov for dagens sjoveste læstning, og Agffodbold.dk redaktionen for tippet.
Det er alt sammen meget fint, men herovre i København er vi faktisk temmelig langt med _konkrete_ planer for guldfesten!
Vesterbro Hardcore AGF har således allerede forespurgt på band og bespisning, når AGFs første mesterskab siden ‘86 skal fejres.
Følg selv med her: http://vesterbrohardcoreagf.blogspot.com/.
Det bli’r så vildt!
Som ikke indfødt århusianer med stort forbehold overfor AGF skal jeg lade ret være ret. Der er faktisk godt gået af GEEE-ÆÆÆF.
Jeg vil vædde en af de omtalte helikoptere på, at de ikke kan holde placeringen, men det er en helt anden og – lige nu – uvæsentlig historie.