Eggs from the Future

Eggs from the Future

Body

Der kører i øjeblikket på DR2 en engelsk serie om kyllinger, der mistrives (altså rigtige kyllinger og ikke den overmedicinerede på cykel, selvom den sikkert også mistrives). Rigtige kyllinger har det skidt, når de ikke har plads omkring sig og adgang til dagslys, siger tv-serien. Det lyder rigtigt. Så jeg køber økologiske kyllinger – og håber på, at begrebet økologi indbefatter frisk luft og sollys.

Jeg køber også økologiske æg, ikke for de ufødte kyllingers skyld, men fordi hønsene vel også har brug for lys og luft. Jeg køber æggene i Føtex. Eller rettere jeg gjorde. Det er nu ved at være nogen tid siden, jeg købte den sidste bakke.

Forleden dag – helt præcist den 14. august stod menuen derhjemme på frikadeller, og midt i klargøringen af farsen slog det mig, at mine æg måske var for gamle. Et hurtigt check viste heldigvis, at æggene var holdbare til 26. september. Super, op i farsen. Dellerne kom på panden og var gode. Først senere slog det mig, at æggene tilsyneladende havde en holdbarhed på næste 2 måneder. Imponerende i lyset af at strålebehandling ikke indgår i konceptet økologi. Formoder jeg.

Tilbage til køleskabet og frem med æggene. Til min overraskelse er æggene tilsyneladende pakket 4. september – altså 3 uger efter at et par af dem har fundet vej til min frikadellefars.

Det synes jeg er et lidt bekymrende perspektiv. Kommer den økologiske producent mon fra fremtiden – står jeg med en slags “The Terminator Eggs”…? Vel næppe, tænker jeg. Er der tale om en trykfejl? Sikkert. Burde den være blevet fanget af Føtex? Helt sikkert. I forhold til debatten om digitale stregkoder og fødevaresikkerhed er det interessant, at hverken Føtex eller jeg selv tilsyneladende går ret meget op i helt basale fakta knyttet til fødevaresikkerheden. Med en digital stregkode, ville det i fremtiden blive muligt at rette fejlen – men hvem har mon så ansvaret for at få den rettet? Når mit køleskab en dag selv kan aflæse varernes stregkoder, vil den slags fejl naturligvis let kunne fanges, men det små-autistiske køleskab ligger jo nok nogen år ude i fremtiden.

Nu er jeg i den situation, at jeg, når jeg om en måneds tid skal købe æg igen og står med en bakke med samme tekst som ovenfor, uvægerligt vil tænke på, i hvor mange måneder den tekst har været påtrykt bakken – og hvor længe bakken har stået i Føtex’ køleskab… Svaret er ikke længere så banalt. Nu har jeg spurgt folkene i Føtex. Lad os se, om de har et godt svar…

Add remarks
Please be nice.
(required)
Will be hidden from the public (required)